Karin Olesen fortæller

Drømme om Danmark - Forlaget Fremad, redigeret af Jens Stein Pedersen

Jeg indgår i en cyklus af affald

"Jeg bliver nervøs af at tænke på alt det, der bliver brændt af og går op i C02. Derfor er jeg også lidt stresset over, at jeg ikke har værksted lige op ad både skrotpladsen og genbrugspladsen, så jeg hele tiden kunne gå og samle alle de fede ting.

Når jeg sådan går og finder ting på genbrugspladsen, er det sådan fragmenter fra andre menneskers liv, som jeg lige får en snært af  fragmenter fra nogle forskellige virkeligheder, både fra fortiden og fra andre mennesker, som ikke har noget med mig at gøre. Det er lidt småsociologisk. Jeg får sådan nogle væsener ind i mine ting både fra fortiden og fra det fremmede. Brevvekslinger. En anden tids grafik. En smuk håndskrift og flotte frimærker.

Det er ikke for at være nostalgisk, jeg gør det. Det er mere for at være voyeur på andre mennesker, og jeg får en masse energi af det. Og så finder jeg sådan uforudsigelige ting, når jeg går der - jeg ved ikke, hvad jeg leder efter, jo. Men så ser jeg - Gud, den er fantastisk, den der form. Det kan give mig en ide .... Jeg flyder altså med i sådan en cyklus af, hvad der bliver smidt ud - jeg indgår i en cyklus af affald.

Men det bliver sværere og sværere. Tingene bliver dårligere og dårligere produceret. De ting jeg fandt, da jeg var 17 år, var meget bedre fabrikeret end det, jeg finder i dag - bedre skrald, simpelthen. Der var balkjoler fra dansekonkurrencestudier fra 30'erne. 1000 pailletter, corsager, fuglebur og talje op, det hele. Dem er jeg så kommet til at forære væk efterhånden.

Men nu om dage er alting er gjort op i penge og tid - penge og tid. Nu er der flere op, flere hvide plastikstole og computere - masser af computere, og dem kan jeg ikke bruge. Du kan ikke finde personligheden i sådan en computer, for den er jo homogeniseret - hele verden har sådan en.

Der, hvor det virkelig stopper for alvor med skønheden, det er 70'erne - det er simpelt hen så grimt et årti, at der er ingen undskyldning. Det er ikke engang morsomt - det var det i 50'erne, der var der nogle rigtig grimme ting, der var så sjove, men 70'erne er der ingen gang noget, der er sjovt - det er kun grimt. Det er alt inden for design, arkitektur. Jeg kan ikke engang bruge det. Det jeg kan bruge er et godt stykke træ, der har ligget og lagret længe.

Eller et brev. I modsætning til computeren har du her en håndskrevet ting, som er skrevet på et givet stykke papir, der er produceret et givet sted. I det hele taget går jeg generelt uden om alt industrialiseret. Men hvis jeg så finder en sjov maskindel - eller understellet fra en cykelsaddel, som ligner et næb med to øjne - så har jeg måske et gammelt stykke træ fra Paris, og med de to ting, kan jeg lave sådan noget world art. Måske indgår der i det samme objekt ting fra fem forskellige lande, og det er også meget fascinerende.

For eksempel i Frankrig - dér falmer tingene før de ruster. Herhjemme ruster de før de falmer på grund af fugten, og det er sjovt at kunne se den forskel på klima og temperament. Sydpå har man også repareret tingene grundigt meget længere op i vores tid, end vi er vant til. Man har lavet kunstbroderier fra postsække og på kaustisk soda sække fra støre papirmøller nede i Sydfrankrig, hvor vi herhjemme begyndte at smide tingene ud og bruge nye materialer tidligere på grund af den høje arbejdsløn. Så alle de småsociologiske aspekter får jeg med ind i mine ting - men altid brugt meget legende og let.

Ligesom når jeg går på skrotpladsen og finder messingplader, som skulle have været smeltet om i en stor energiforbrugende proces. Så kommer jeg som sådan en sommerfugl - synes jeg da selv - og samler de små ting og sætter dem sammen med let hånd. Jo flere ting jeg har, jo lettere er det for mig at samle. Så giver tingene sig selv - de finder nærmest selv sammen i helt oplagte konstellationer.

Den allerbedste skrotplads i hele Danmark - Børge Christiansen i Sydhavnen i København - det er det allervigtigste, når jeg er i København. Glem alt om udstillingerne, bare kommer derud. Da jeg kom derud allerførste gang for 15 år siden, spurgte jeg ham, der sad og stempler ind: må jeg godt kigge indenfor bare 5 minutter, jeg forstyrrer ikke? Nej, det ku der overhovedet ikke være tale om - det var absolut forbudt for alle. Så fik jeg en krise lige foran ham. Det var jo min skrotplads... det var mit det, der lå derinde - det lå simpelt hen og længtes efter mig. Jeg stod og råbte af ham, kaldte ham fascist og alt muligt. jeg havde en udstilling om 3 uger, der havde jeg nogle skrotdele i forvejen, men jeg manglede nogle andre, og jeg vidste, at de lå derinde - jeg ku bare mærke det. Så opgav jeg og gik rystende af raseri. Så kom jeg igen en uge efter for at se, om der sad en anden og stemplede ind... så sad han der sgu igen den samme fyr - og han var bare så glad for at jeg var kommet igen, for han havde haft så dårlig samvittighed ....

Siden da fik jeg et godt forhold til dem, der arbejdede derude, og de samlede så til mig. Også fordi jeg fortæller om hvem jeg er og hvad jeg laver og mine lidenskaber. Det smitter så af på dem - det gir også dem noget energi, ikk? De har den samme fornemmelse som mig, for, hvad der er godt, og hvad der er skidt. De kan godt se igennem sådan et olielag og gennemskue, hvad der er godt forarbejdet.

Det kan være sådan noget som hørpresenninger, der er slidt og syet sammen. Syningerne ligner en figur, og det udnytter jeg så. Jeg kan godt lide at have de rammer at indgå i. Nogle gange har jeg tænkt på, om det kunne være en flugt, men det tror jeg ikke. Det er bare en kombination af trangen efter noget, der har været brugt til noget andet, og så det æstetiske, det stoflige og det velforarbejdede ved de gamle håndlavede ting. Og det er stadig væk uden at være hyggenygge nostalgisk, det er helt kontant håndværksmæssigt. Tingene er bare godt forarbejdede - ikke kørt hurtigt igennem en maskine men langsomt gennem en væv, o, det skinner igennem flere lag farver, at det er godt lavet.

Det er en kæmpe gave for mig, at jeg har øjne for det affald, for det er vildt ubegrænset. Der er ubegrænsede mængder af affald overalt - lige meget hvad. Plakatrester - alt kan bruges. Også bare formen, farverne. I virkeligheden er det hvide lærred noget af det allermest begrænsende. Det er firkantet, det kan ikke tåle, at du hamrer på det, det kan ikke tåle ret meget faktisk. Jeg vil faktisk helst kun lave objekter, men det er meget langsommeligt, og det er ikke det, som er efterspurgt. Hvis jeg er rigtig aktiv, så tager det måske en uge at lave fem gode billeder, mens det tager mig en uge at lave ét godt objekt. Skrottet er usædvanligt, uforudsigeligt og humoristisk, og så er det stofligt. Du kan gå rundt om det. Hvis jeg fuldstændig frit kunne vælge, ville jeg bo 2000 kilometer syd for, hvor jeg bor nu, i det samme hus, og kun lave skrot, og så ville jeg sidde halvnøgen ude i solen og lave skrot hele dagen - altså skrotobjekter. Det er min drøm."

Karin Olesen, 1995
19. maj 2012