LILLE COLLAGE TIL KARIN OLESEN

IB MICHAEL skriver om Karin Olesen

Totem-mager. Besværger af tingenes liv. Medicinkvinde. Skarpt, som musvågens øje for mus i markens riller, ser hun sjælen i en kobberplade, spillet i dens irrede, brugte krop lige før den smides ud, forelsker sig i lugten af presenning og fjer, samler i kærlighed kølergitterets gebis, klipper de bortkastede cykelslanger op og føjer dem ind i sin totem. Genopstandelse fra skrot til tegnets triumf som bortfaldet af nytteværdi maner kunsten - dansende berørt af kobbertagenes klunser og tilføjet et vandmærke i sjælen af en synlig engel. Svanevingernes farve er pustet af neon, i det blotte omrids af et hus sidder klangplader af den slags, som synger i Tibet. En kofanger, en udfoldet tagrende, et stykke plast og gummi - Se: det er en stupa, et sjæletårn, hvor fugle flyver ud af gluggen. Tårnet er en hat på damen, piedestalen blot et nedløbsrør for hendes tårers rust

den rust
som aldrig sover,
men må løbe - over tag og hus, i fælg og cykelhjul, drevet af den røde dryppen, med skygger ætset ind af ir, som vejrets store klunser svang en nat, det drog forbi. Hun ser det. Samler det. Kalder tingenes indre frem. Vi ser det. Inde bagved tingene, er de drypstenshuler.

Ib Michael, 1987
19. maj 2012