Kunstmonstret skal tøjles
Af Simon Olling Rebsdorf (www.sinkadus.dk)
Genoplivet skrot udfylder tingfinder Karin Olesens succesfulde kunstnerliv
"Ja, den er gammel. Den snupper jeg." Tingfinderen Karin Olesen betragter nøje et slidt, lille hængsel mellem sine fingre. "Jeg samler altid ting op," siger den halvtredsårige mor med det lyse sind, der i efteråret har været aktuel med en velbesøgt fødselsdagsudstilling i Viborgs kunsthal.
Ib Michael har kaldt hende totem-mager, andre kalder hende for skrotkunstner. Karin Olesen har valgt en niche, som hun kan leve af: Skrotkunst og mobiler i transparente farver. Og hun har netop udstillet på Kunsthallen Brænderigården i hendes hjemby Viborg. Københavneren mener, provinsen har mange klare fordele. Renere luft, billigere boliger, og en frisk energi. Energien bruger hun i sin kunst, der gror på lige dele humor og jordforbindelse.
Kunstneren skridter over parkeringspladsen mod sin bil, efter en rundvisning på Brænderigårdens bedst besøgte udstilling nogensinde. Pludselig bukker hun sig ned efter det lille hængsel, der hviler i gruset, og hun samler det op.
Sidste led i affaldskæden
"I genbrugshallen Spildopmagerne her i Viborg roder jeg tit i det skrot, som kunderne allerede har kasseret. Jeg elsker at lade mig overraske. Det er en hel ceremoni, og jeg er sidste led i affaldskæden. Når jeg så finder noget, skal jeg direkte hjem og forarbejde tingen med det samme. Jeg er tingfinder. Ligesom Pippi Langstrømpe," smiler Karin Olesen, nu hjemvendt fra udstillingen til sin tårnhøje, hvidkalkede Viborg-villa.
Hun sidder på sin solbeskinnede havebænk, klædt i grå bukser med kulørte malerpletter, hvide tennissko og en sort-hvid sweatshirt med et grafisk mønster, tegnet af hendes ene datter. Lette briller hviler i panden, over blå, spillende øjne. Karin Olesen er en belæst mor, der står midt i livet. Men hun har aldrig stået stille.
Skrotkunstneren blev født i Antwerpen, voksede op i Charlottenlund i den højere middelklasse og uddannede sig til billedtrykker ved Danmarks Designskole i 1984. Hun har siden udstillet i ind- og udland, og Brænderigården viste senest udstillingen Aktiv Venus med hendes malerier, collager, skrotobjekter og kulørte mobiler i laserskåret plexiglas. Men hendes storhedstid med skrot går tilbage til 1980'erne.
Skrotarbejdernes kongekrone
Karin Olesen mindes den bedste skrotplads i Danmark, nemlig Børge Christiansen i Sydhavnen i København. I firserne lykkedes det hende at få adgang til pladsens skrot, efter noget besvær.
"Der sad syv garvede fyre og sorterede kobber, zink, messing og bly. Jeg fik dem faktisk til at samle ting til mig. Og selvom de havde drøntravlt, tog de sig tid til at snakke i arbejdstiden," husker hun og fortsætter: "Til en fin reception i Nikolaj Kirke havde jeg faktisk inviteret dem med. Og de dukkede op alle syv med vandkæmmet hår, og en gave pakket ind i en klud. Det var en skøn metalkongekrone. Den hænger stadig over min dør inde i huset. Men efter jerntæppets fald dumpede priserne, og skrotarbejderne blev desværre fyret," siger hun med et anstrøg af alvor over et ellers humørfyldt ansigt. Men hurtigt lyser hun op igen.
"Jeg fandt engang et par vissengrønne låger på vejen, sat frem til storskrald. Dem fragtede jeg hjem på barnevogn og dekorerede dem med blåt plexiglas foran utydelige, sanselige fotos. Det blev til en sakral frise, som Københavns Kommune købte for 28.000 kroner. Da jeg fortalte om prisen til lågernes tidligere ejer, blev hun sgu' mopset," fortæller Karin Olesen med en københavnsk stemme, der skærer gennem Viborgs lune vind. Men hvordan blev hun til den moderne skrotkunstner, der nu kan leve af det? Karin Olesen finder selv svaret i sin fortid.
Milepæle: Humor og jordforbindelse
Multikunstneren udpeger to milepæle i sit liv, som har formet hendes tilværelse som kunstner, i evig jagt efter ting og deres skæbner på danske genbrugspladser. Vendepunkterne er hendes to børn, og hendes tid på Jytte Abildstrøms dukketeater.
"Som 28-årig var jeg langtidsledig scenograf for Jytte Abildstrøm. Her slap jeg for alvor det humoristiske løs, efter længere tid med det romantisk henåndende. Jeg blev simpelthen mindre optaget af mig selv," fortæller hun med et smil.
"Det praktiske arbejde ved teatret gjorde hele forskellen. Det var uhøjtideligt, og vi arbejdede med ting fra det virkelige liv. Min kunstneriske ensomhed blev erstattet af samarbejde," siger hun..
"Og så var der dukkeføreren, der førte dukkerne, altid to figurer over for hinanden. Siden dengang begyndte mine egne figurer også at tale sammen i billeder og objekter. Det var nyt, og det udviklede min kunst," forklarer hun.
Børn tøjler kunstmonstret
Karin Olesen er ikke bare kunstner. Hun er også mor til to gymnasiepiger og gift med Uffe.
"Det vigtigste for mig er, at være en rigtig mor. Hvis man hengiver sig totalt til sin kunst, bliver man et monster. Det nytter ikke at arbejde for en kæmpe status, og jeg har ingen profileringsstrategi. For jeg valgte børn frem for fag," siger hun og vinker pludselig fra sin bænk i haven. Tre gymnasiepiger kommer forbi, for at besøge hendes yngste datter, Amanda. Mor Karin hilser på dem, og fortsætter.
"Der er så meget status-pisning for tiden i dansk kunst. Men jeg spiller ikke med. For jeg sidder jo her på trappen foran huset, i solen og bør ikke klage." Med et bredt smil slår hun ud med armene foran familiens knejsende villa.
Det paranoide egern
Alle kender myten om det miskendte, kreative geni, der i ensomhed skaber åndrig kunst i sit rodede atelier, og suger på labben af legater fra Statens Kunstfond. Sådan er det ikke for Karin Olesen. Men hun er frustreret over, at man skal være mere kontormus end kunstner. Det giver nemlig en fordel til velformulerede strateger, frem for de mere uformulerede og umiddelbare kunstnere med et spontant billedsprog, mener hun.
Billedkunstnerens karakteristiske modsætninger og samspil mellem enkle figurer indgår også i hendes seneste udsmykningsprojekt på Vildbjerg Skole.
"Skolen har betalt mig et halvt års løn for fire store malerier, der indgår i udstillingen Aktiv Venus," fortæller hun, og retter kritikken mod kunstens vilkår i dag.
"Jeg er blevet et paranoidt egern, der løber og gemmer mig, mens jeg samler. For i dag skal man som kunstner være god til strategi, struktur og lobbyisme. Jeg har ingen begrænsninger, men heller ingen strategi. Jeg dyrker ikke faglige netværk, kopierer ikke internationale forbilleder, og jeg har ingen profileringsstrategi. Derfor er jeg nødt til at gå stille med dørene indtil salget er på plads. Det gjorde jeg også med udsmykningen til Vildbjerg Skole," forklarer hun og slår en vindjakke om sit liv.
Karin Olesen har været ude for, at hun mistede en opgave til en galleriejer, efter at have snakket begejstret om den. Galleriejeren solgte opgaven til en af sine andre kunstnere.
"Hvis Statens Kunstfond havde fået nys om det projekt, havde de sikkert overbudt med nye kunstnere fra deres egen fold, nøje udvalgt af såkaldte kuratorer. Kurator er et fint og vigtigt ord for tiden," fastslår hun sarkastisk.
Pludselig ringer mobiltelefonen, der ligger på havebænken. Det er en ven, dyrlæge og storvildtjæger, der ringer. Han har været i en engelsk jagtklub med direktøren for det fine auktionshus Sotheby's, som er interesseret i et eksemplar af en ny bog om hendes kunst. "Jo tak, fødselsdagen gik fint. Hvor er du sød. Du bliver min pensionsopsparing! Jamen, jeg er frisk og sender dig bogen. Du er min skytsengel," jubler hun.
"Der findes heldigvis stadig anarki" erklærer Karin Olesen, efter at have lagt røret på.
Illustrationer/billedtekster
1. Foto fra interviewet: Beskrivelse: Karin Olesen står i sin enorme opgang og peger på en af sine farvestrålende mobiler. Et meget lyst billede. Hvide vægge, gelænder der slynger sig.
Billedtekst 1: "Rolig Uro, 2004. "Jeg laver Amøber, 1-cellede dyr, psykedelisme. Uroerne kan bedre omsættes på markedet end skrotobjekterne. Ingen vil give 30.000 for tre vandrør med en svanevinge," erklærer københavnske billedkunstner Karin Olesen i sin ejendom i Viborg midtby.
2. Foto fra interview: Beskrivelse: Karin Olesen står i sit arbejdsværelse på 1. sal i tøjer fra artikelbeskrivelsen og med briller på. Flot udsigt over Viborg og Nørresø. Om arbejdsprocessen/den kreative proces.
Billedtekst 2: "Det er vigtigt at lade underkæben hænge, når man arbejder. Så kommer det hele indefra. Jeg nyder kaos." Det siger Karin Olesen, her i sit arbejdsværelse.
3. Foto fra bogen "Karin Olesen" (Buchs Forlag, Randers 2007), s. 26. Beskrivelse: Papegøje 1999. Collage bestående af papir fra togstation i Paris, nedrevet i slutningen af firserne.
Billedtekst 3: "Det skal være rart at se på. Der er så meget grimt ude i verden. Man skal helst få lyst til at kigge på min kunst," mener Karin Olesen (Papegøje. 1999. Skitse til gavludsmykning).
23. februar 2012
Tekster
- Kunstmonstret
- Ib Michael
- Weilbachs kunstnerleksikon
- Niels Thomsen
- Per Hovdenakk
- Drømme om Danmark
- Finn Terman Frederiksen
- Pier Andersen
Jeg skriver aldrig selv om mine ting eller mit arbejde, dels fordi jeg ikke har tid, men mest fordi jeg i den grad er sporet ind på billeder, materialer, former og farver, at det nærmest er ødelæggende for mig at skrive.
Jeg bruger en helt anden sans, når jeg arbejder.
Derfor er det skønt, at der gennem tiden er andre, der har taget sig tid og gjort sig den ulejlighed at skrive om min kunst og mine tanker.
Ring eller skriv
Karin Olesen
Volden 5
DK - 8800 Viborg
T: +45 8662 7520
M: +45 2040 8990
E: k@karinolesen.dk (Opgiv venligst tlf.nr.)
